『Nyt i kampen for CO2-reduktion: Kalksten kan halvere skibsfartens udslip』のカバーアート

Nyt i kampen for CO2-reduktion: Kalksten kan halvere skibsfartens udslip

Nyt i kampen for CO2-reduktion: Kalksten kan halvere skibsfartens udslip

無料で聴く

ポッドキャストの詳細を見る

このコンテンツについて

Skibet er ladet med … kalksten.
Og kalksten kan være endnu en metode til at nedbringe vores CO2-udslip, som er afgørende for at bremse den globale opvarmning, skriver amerikanske forskere i et nyt studie.
Ved at lade skibe hælde kalksten ned i havet, kan man fjerne CO2 fra atmosfæren hurtigere.
Hvis alle skibe i havet gjorde det, kan man potentielt reducere 50 procent af CO2-udledninger i skibsfarten, skriver forskerne.
Seniorforsker Jørgen Bendtsen fra GLOBE Institute på Københavns Universitet mener, at resultaterne viser gode takter.
"Studiet viser, at der faktisk er løsninger på at reducere CO2'en," siger han til Videnskab.dk.
Hvordan kan man redde klimaet ved at hælde mineraler ned i havet?
Havet er med til at fjerne CO2 fra atmosfæren og optager faktisk 25 procent af den CO2, vi mennesker udleder. Det er en naturlig proces i dets kulstofskredsløb. Men i studiet foreslår forskerne en måde at fremskynde den proces, nemlig ved at ændre på kemien i havets overflade.
Ved at laste skibe med kalksten vil man i en reaktor blande det med CO2 fra skibenes udstødningsgas og lade det forvitre i havvandet.
Dermed får man frigivet en masse kalk i havet, hvilket hjælper på havets evne til at suge CO2 ud af atmosfæren.
"Hvis vi kan øge hastigheden, hvormed CO2 i atmosfæren kommer ned i havet, så kan vi reducere CO2-aftrykket," siger Jørgen Bendtsen.
I et eksperiment simulerede forskerne en handelsrute i Stillehavet. 12 store containerskibe om dagen skulle dumpe 12 containere fyldt med kalksten ned i havet.
Ved at gøre det vil man langs den simulerede rute kunne reducere skibsfartens CO2-udledninger med 50 procent, skriver forskerne.
"Men det her er kun for én skibslinje. Vi mangler at se den samlede effekt, hvis det her skaleres op på global skala," siger Jørgen Bendtsen.
Samtidig bør skibsindustrien fortsætte med at udvikle mere klimavenlige alternativer til fossilt brændstof, hvis den nye løsning skal have afgørende betydning, mener han.
Det er rigtig interessant, når denne type løsninger kommer på bordet, siger Jørgen Bendtsen.
Alligevel har han nogle forbehold.
Forskerne nævner intet om omkostningerne, og det kan være dyrt at installere den slags systemer på alle skibe i havet.
I studiet skriver forskerne også, at de kemiske ændringer i havet potentielt kan påvirke havmiljøet.
"Man bliver nødt til at undersøge nærmere, om der er nogle konsekvenser for havets økosystemer," siger forskeren.
Når havet optager CO2 hurtigere, sker der også det, som er blevet kaldt klimakrisens "onde tvilling", nemlig en forsuring: Havets pH-værdi falder, så havet bliver mere surt.
I takt med at vores CO2-udledninger er steget, er havets forsuring steget med 26 procent de sidste 250 år.
Det kan have konsekvenser:
Hvis havet bliver for surt, kan det skade koralrev, skaldyr, plankton og andre organismer i havets økosystem, så de ikke kan danne kalkskeletter og dermed fjerne kulstof fra havoverfladen.
Men når man hælder kalksten i havet, er man med til at skrue ned for havets forsuring.
"Så det er faktisk en plusside af deres teknologi her," siger Jørgen Bendtsen.
Når havet optager mere CO2 som følge af den nye teknologi, kan effekten på forsuringen være forholdsvis lille, forklarer han.
Et modargument til denne form for løsning kunne være, at vi mennesker er i gang med at ændre på naturen, havets kemiske sammensætning, for at havet kan tage noget af vores affald. Hvad tænker du om det?
"Principielt er jeg helt på linje med det," svarer Jørgen Bendtsen:
"Men problemet er bare, at det er vi allerede i gang med. Vi er allerede ved at påvirke økosystemerne meget alvorligt over hele kloden. Så det her er et forsøg på, at det skal gå i en lidt anden retning."
Den nye teknologi er altså en måde, som forskere har vist, hvordan man succesfuldt kan reducere CO2. Men det er stadig vigtigt at tage højde for de mulige miljømæssige konsekvenser, siger forskeren afslutningsvis.
まだレビューはありません